Ødelagte negle efter gellak – hvorfor sker det?

“Mine negle er helt ødelagte efter gellak.”

Det er en sætning, jeg hører jævnligt. Men i langt de fleste tilfælde er det ikke selve gellakken, der er problemet. Det er processen omkring den – både påføring og fjernelse.

Gellak er i udgangspunktet en skånsom behandling, når den udføres korrekt og med respekt for naturneglen, som jeg også beskriver på min side om gellak. Problemerne opstår typisk, når teknikken halter.

Herunder gennemgår jeg, hvad der reelt kan ske, så du kan være opmærksom, når du booker tid på en negleklinik.

Overfiling af naturneglen

Den hyppigste årsag til ødelagte negle efter gellak er overfiling.

For at få produktet til at hæfte, skal neglen matteres let. Men “let” er nøgleordet her. Hvis der files for hårdt eller for dybt, fjernes for mange keratinlag, og neglen bliver tynd, blød, øm og mere fleksibel end normalt – og dermed også mere tilbøjelig til at knække.

Når gellakken senere fjernes, opdager man pludselig, hvor tynd neglen føles, og så får gellakken skylden. Men skaden skete tidligere i processen.

Forkert fjernelse af gellak

Den næststørste synder er forkert aftagning. Gellak skal opløses og fjernes nænsomt og helst af en professionel negletekniker. Hvis du piller det af, flår gellakken af i flager eller filer det af, så følger det øverste lag af naturneglen ofte med.

Det giver den klassiske oplevelse af en ru overflade, hvide pletter på negle, skællende lag og negle der splitter og/eller flækker. Det er ikke gellakken i sig selv, men den mekaniske skade ved fjernelsen, der er problemet.

Udtørring og manglende pleje

Negle består af keratinlag, der reagerer på hyppig håndvask, rengøringsmidler, kulde og tør luft. Hvis du fjerner gellak og samtidig har tørre, ubeskyttede negle, vil de føles endnu mere skrøbelige.

Ofte er problemet en kombination af let overfiling + forkert aftagning + manglende pleje, men manglende pleje i sig selv kan også være nok til, at du føler, dine negle har taget skade af gellak.

Hvordan ser en gellak-skade ud?

Med ovenstående i baghovedet er det vigtigt at være opmærksom på reelle skader, der typisk viser sig som:

  • meget tynde, bøjelige negle
  • tydelig gennemsigtighed
  • smerte ved tryk
  • lag der skaller i store flager

I de fleste tilfælde vil det vokse sunde ud igen på 3-4 måneder, hvis neglene får ro. Neglen er nemlig ikke død – den skal bare have lov at genopbygge sig selv.

Hvad gør du, hvis dine negle er ødelagte efter gellak?

Hvis dine negle er blevet beskadigede efter en gellakbehandling, er det vigtigste først at få vurderet, hvad der reelt er sket – og hvorfor.

Det handler ikke altid om at fjerne alt og holde en lang pause. I mange tilfælde kan det faktisk være en fordel at beskytte den tynde negl med et korrekt opbygget produkt, så den får ro til at vokse ud uden konstant at knække.

Jeg anbefaler som regel:

  • daglig negleolie (1-2 gange dagligt)
  • at holde neglene i en længde, der passer til deres styrke
  • en professionel vurdering, inden der lægges nyt produkt

En beskadiget negl er allerede “død” i den del, vi arbejder på – den kan ikke repareres, men den kan beskyttes, mens den vokser ud.

Er gellak farligt for neglene?

Nej. Korrekt udført gellak er ikke farligt. Problemet opstår ved manglende faglighed, for hårdhændet teknik, forkert fjernelse eller hjemmeaftagning.

Når forarbejdet er skånsomt, og fjernelsen sker korrekt, kan du have gellak kontinuerligt uden at ødelægge dine negle.

Min tilgang

For mig starter alt med respekt for dine naturlige negle. Jeg arbejder skånsomt og uden overfiling – både når jeg lægger gellak, og når den skal fjernes igen. Smukke negle handler nemlig ikke om at fjerne mest muligt. Det handler om balance, præcision og om at vide, hvornår man skal stoppe.

Hvis dine negle føles tynde eller har været igennem lidt for meget, tager vi altid udgangspunkt i deres tilstand først. Nogle gange betyder det, at vi vælger en mere skånsom løsning – eller holder en pause, så de kan genvinde styrken.

Mit mål er ikke bare pæne negle her og nu. Det er sunde negle på den lange bane. For når fundamentet er stærkt, kan vi skabe et resultat, der både holder og føles rigtigt for dig.

Nej – i langt de fleste tilfælde er det ikke selve gellakken, men teknikken omkring den.

Overfiling af naturneglen, forkert aftagning eller at man selv piller gellakken af, er de hyppigste årsager til skader. Korrekt udført og fjernet professionelt er gellak en skånsom behandling.

Tynde og bløde negle efter gellak skyldes typisk, at der er filet for hårdt på naturneglen under forarbejdet, eller at gellakken er fjernet ved at pille eller rive den af. Når de øverste keratinlag fjernes, mister neglen sin naturlige styrke og føles mere fleksibel og øm.

Ja – hvis behandlingen udføres korrekt, og neglene er sunde, kan man godt have gellak kontinuerligt. Det afgørende er skånsomt forarbejde, ingen overfiling, professionel fjernelse og løbende vurdering af neglenes tilstand. 

Har neglene været udsat for skade, anbefaler jeg dog en pause, så de kan vokse stærke ud igen.

En fingernegl bruger typisk 3-4 måneder på at vokse helt ud fra rod til fri kant.

Hvis neglen er blevet beskadiget, vil den sunde del gradvist vokse frem, forudsat at den ikke belastes yderligere. Tålmodighed og daglig pleje gør en stor forskel i den periode.

Det frarådes. Forkert hjemmeaftagning er en af de største årsager til ødelagte negle efter gellak. Når man piller, flår eller filer produktet af uden korrekt opløsning, følger det øverste lag af naturneglen ofte med. Professionel fjernelse er markant mere skånsom.